I brechen for katolske præster
Hvordan er præsterne i den katolske kirke? Er de nogle skumle, perverse typer alle sammen?
Som bekendt er talløse børn og unge blevet udsat for seksuelle overgreb i den katolske kirke. Det har kun gjort ondt værre, at kirkehierarkiet på næsten mafia-agtig vis i årtier (måske meget, meget længere) har holdt hånden over seksualforbryderne i præsteskabet. Heldigvis er presset på den katolske kirkes ledelse efterhånden blevet så voldsomt, at sexforbryderne endelig kan retsforfølges.
Det er ikke underligt, at der er opstået en antikatolsk stemning i medierne. For den katolske kirkes ledelse har både på nationalt og internationalt plan demonstreret en helt uacceptabel magtfuldkommenhed i deres måde at håndtere sexskandalerne på. Hverken prælaterne i Vatikanet eller i det københavnske bispedømme har behandlet sexovergrebene i Kristi ånd. Derfor har den katolske troværdighed ramt nulpunktet.
Problemet er bare, at der for tiden skydes med spredehagl, således at alt katolsk nu uhindret kan lægges for had i medierne. Det betyder, at vi lægfolk nærmest dagligt kan se vor kirke blive trukket gennem snavset i medierne. Og endnu værre: det betyder, at hæderlige katolske præster mistænkeliggøres.
“Jeg er ikke tættere på Gud, end du er”
Men hvordan er de egentlig, præsterne i den katolske kirke? Er de nogle skumle, perverse typer alle sammen? Naturligvis ikke. Jeg må indrømme, at ikke alle de katolske præster, som jeg har mødt, har været lige inspirerende. Men som hovedregel må jeg sige, at jeg har utroligt meget at takke de katolske præster for.
Det gælder ikke mindst den præst, der optog mig i kirken. Han var ung, i hvert fald yngre end mig, og allerede i vor første samtale i 2004 orienterede han mig om, at der var problemer i den katolske kirke med sexmisbrug. Han lod mig altså vide, hvad jeg gik ind til.
Den unge præst førte mig ind i den kristne tro på en ansvarsbevidst måde. Han var fordomsfri, forstående og aldrig fordømmende. Han gav mig jordnære og brugbare svar på mine mange spørgsmål. Men han gav mig samtidig plads til, at jeg kunne gøre mig mine egne overvejelser, og han lod mig tage mine egne beslutninger.
Og så gjorde han noget, som jeg havde meget brug for: han levede ikke op til de klerikale forventninger, som jeg havde som konvertit. For sandheden er jo, at mange af vi konvertitter har brug for åndelige autoriteter, som vi kan læne os op ad – og måske ligefrem dyrke som afguder. Det er ikke særlig sundt, for det spærrer for det personlige ansvar, som man som kristen er kaldet til at tage her i verden. En kristen lægmand skal være myndig og selvstændig og ikke en marionetdukke i skriftefaderens hænder. ”Jeg er ikke tættere på Gud, end du er,” forklarede den unge præst mig nøgternt.
Den samme oplevelse har jeg med min nuværende skriftefader. Han har lyttet til mig i timevis, og i samtale efter samtale har han fået mig ud af flere af de trosmæssige vildfarelse, der følger med, når man lider af det, som han kalder ”konvertitis” – altså den overdrevne trosiver, som gør, at konvertitten er ”mere katolsk end paven i Rom”.
Spartansk livsstil
Det må være noget af en uriaspost at være katolsk præst i dagens Danmark. For det første skal præsterne servicere et lægfolk, som ofte er lunkent og vrangvilligt, og som gerne sladrer om præster og peger fingre og fremdyrker en fortræffelig evne til at finde fejl – hos alle andre end hos sig selv. Alt dette må den katolske præst trækkes med. Tilmed for en ussel løn.
Noget af det første, der slog mig, da jeg begyndte at færdes i katolske kredse, var, at præsterne lever relativt spartansk. De får tydeligvis ikke del i de materielle goder og boligforhold, verdslige ferie- og pensionsordninger, som folkekirkens præster er beriget med. Der er heller ingen katolske præster i Danmark, der har privatfly eller kører i store firhjulstrækkere i stil med det, vi i de seneste år har set blandt frikirkemiljøets pastorer.
De katolske præster har ikke favorable aftrædelsesordninger à la folkekirkens. Jeg går ud fra, at det er på grund af præstemanglen, at mange katolske præster fortsætter deres gerning langt ind i det, som i alle andre sammenhænge ville være pensionsalderen. Jeg har set præster og sågar en gammel biskop herhjemme slide sig igennem alderdommen ved alteret – til stor glæde for menighederne.
For nogle år siden overraskede jeg i en katolsk kirke i provinsen en gammel, for længst pensionsmoden præst i at sidde og lave administrativt arbejde – lørdag aften. For sandheden er, at katolske præster stort set aldrig har fri. De står til rådighed for menigheden dag og nat. Og som en katolsk præst forklarede mig: ”Jeg kunne ikke have det her job, hvis jeg var gift.”
De fleste katolske præster i Danmark er for resten udlændige. Og nej, de er ikke bekvemmelighedsflygtninge. De færreste kommer her, fordi de har valgt at virke i Danmark. De bliver simpelthen beordret hertil. Hvor svært må det ikke være som udenlandsk præst at finde sig til rette i dette alt andet end kristne land? Bedre bliver det ikke af, at præsterne nu i nyhedsmedierne kan se sig selv og deres kolleger mistænkeliggjort – ofte af kræfter, som tydeligvis ønsker at komme kirken til livs.
