Gud lod sin søn føde nede i møget
Julekrybben er blevet religiøs kitsch – ja, den er nærmest blevet til en slags hyrdeidyl, og den tilhørende kristendom er tam, borgerlig og ufarlig.
Frans af Assisi siges at have opfundet julekrybben. Det skulle angiveligt være sket i forbindelse med et krybbespil, som Frans arrangerede i byen Greccio i Italien i 1223. I dag er tableauet med det nyfødte Jesusbarn, der ligger i krybben omgivet af jomfru Maria, Josef, diverse dyr plus de obligatoriske hyrder, nærmest standardinventar i moderne juleudsmykning.
Man kan ikke alene se julekrybben i kirker og private hjem, men også i butiksvinduer og andre kommercielle sammenhænge. Ligesom den Coca-Cola-inspirerede julemand og hans følge af nisser med røde tophuer er en uadskillelig del af dansk velfærdshygge i decembermørket, er julekrybben med til at skabe en god, tryg stemning i en tid med finanskrise, klimaændringer og dystre globale og nationale udsigter. Julekrybben går således fint i spænd med gaveræs, madorgier, tv-underholdning og andre former for materialisme.
Det er alt sammen meget godt. Og ganske harmløst. Problemet er bare, at det var det stik modsatte, som Frans af Assisi havde i tankerne, da han iscenesatte sit krybbespil i 1223. Frans ønskede at føre kristendommen tilbage til sit ydmyge udgangspunkt. Frans’ fattigdomsideal står derfor i grel modsætning til den velstand, som kendetegner den moderne, vestlige kristenhed.
For hvad er det helt præcis, vi fejrer i julen? Vi fejrer, at den ophøjede Gud solidariserede sig med de udstødte og de undertrykte. Det gjorde Gud ved helt bogstaveligt at lade sin søn føde nede i møget. Og dét var netop Frans af Assisis mening med julekrybben: at den skulle dreje de troendes opmærksomhed væk fra den fisefornemme, selvfede og privilegerede form for kristendom, så de i stedet fokuserede på evangeliet. Frans’ budskab flugtede med evangeliet: at penge og rigdom skiller mennesket fra både Gud og næsten.
SPIRITUEL KANDIS
Jeg ved udmærket godt, at for nogle moderne kristne er julekrybben med til at nære en autentisk Kristus-tro. Men det ændrer ikke ved mit generelle indtryk: den tankeløse måde, som julekrybben bruges på i dag, gør i mange tilfælde vor tro sentimental og sødladen. Julekrybben er blevet religiøs kitsch – ja, den er nærmest blevet til en slags hyrdeidyl, og den tilhørende kristendom er tam, borgerlig og ufarlig.
Vi kan sagtens glo romantisk på figurerne fra stalden i Betlehem uden f.eks. at tænke på den hjemløse, som frysende står og sælger Hus Forbi foran varehuset, hvor vi gør vore fortravlede juleindkøb. Julekrybben er ikke med til at ændre status quo i en uretfærdig verden. Tværtimod er den med til at dulme den utilfredshed, vi som kristne mennesker burde føle over for tingenes tilstand.
I en tid, hvor vi nu i flere dage har proppet os med godter, vover jeg at påstå, at det ofte er således, at julekrybben er udtryk for en spirituel kandis, som nedbryder troens tænder og gør kristendommen til en religion uden bid.
OSCAR ROMEROS MARTYRSIND
Jeg er selvfølgelig ikke den første, som har ment, at julekrybben ikke skaber en kristendom med den fornødne kant. Den 24. december 1979 holdt ærkebiskop Oscar Romero fra El Salvador således en juleprædiken, hvor han bl.a. sagde:
Vi bør ikke søge Jesusbarnet i vore julekrybbers kønne figurer. Vi bør søge ham blandt de underernærede børn, som er blevet lagt i seng i aften uden at få noget at spise, eller blandt de fattige avisdrenge, som sover dækket med aviser i døråbninger.
Oscar Romeros tro var ikke ufarlig. Den var dybt kontroversiel i et land, hvor undertrykkelsen var massiv. Romero gik i rette med magthaverne. Det kom til at koste ham livet. Præcis tre måneder efter, at ærkebispen holdt sin juleprædiken, blev han skudt af en fascistisk snigskytte.
Romeros martyrsind var ikke et produkt af julekrybben. Det var affødt af en tro, som gjorde ham i stand til at se Kristus i de fattige, mishandlede mennesker. Og på det punkt var Romero en åndelig bror til Frans af Assisi.
