Kristus sejrede på Golgata
Ved at lade sig nagle til det romerske torturinstrument, triumferede Jesus over ”ham, som har dødens magt, nemlig djævlen”.
Jesus og hans disciple var bevæbnede. Det ved vi fra Bibelen (Luk 22,36-38). Derfor kan det ud fra et verdsligt synspunkt undre, at Jesus ikke forsvarede sig, da han blev arresteret af vagtstyrken og de jødiske tempelvagter. Og det var også en sådan verdslig impuls, der greb apostlen Peter i Getsemane Have: resolut trak han sit sværd og huggede øret af ypperstepræstens tjener, Malkus (Matt 26,51; Mark 14,47; Luk 22,50; Joh 18,10). Men Jesus griber ind og stopper ham med ordene: ”Stik sværdet i skeden.” Hvorfor? Var Jesus pacifist? Eller var han bare naiv?
Nej, Jesus var hverken naiv eller pacifist. Han var helt klar over, hvad der ventede ham: korsfæstelse, den grusomste og mest nedværdigende form for dødsstraf, som man kunne idømmes af den romerske besættelsesmagt. Romerske statsborgere blev kun korsfæstet, hvis de havde begået højforræderi – ellers var døden på korset forbeholdt oprørere, slaver og de mest foragtede forbrydere.
For Peter må det have virket som om, at han pludselig – efter den store succes med Jesu triumftog ind i Jerusalem palmesøndag – er havnet på tabernes hold. Men Jesus forklarer Peter: ”Tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?” Det er altså ikke slagstyrke, Jesus og disciplene mangler. Men Jesus må lade sig korsfæste, for at Skrifterne kan gå i opfyldelse (Matt 26,53-54).
Jesus reagerer ikke som en hedensk gud, da han bliver pågrebet og lagt i jern. Religionshistorien er fyldt med myter om vældige stridsguder som Thor og Indra, Mars og Marduk, der bekriger deres modstandere. Den vilje til magt, som sådanne guder afspejler, er helt fraværende hos Jesus Kristus. Han forfølger ikke sit mål med våbenmagt. De hedenske guder er verdensbekræftende, men kristendommen markerer et radikalt brud med denne form for religiøsitet. Kristendommen er verdensforsagende. Jesus siger det selv: ”Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden” (Joh 18,36).
For de første generationer af kristne var korsfæstelsen angiveligt en traumatisk oplevelse. Men ikke desto mindre var det en sejr. For ved at lade sig nagle til det romerske torturinstrument på Golgata, triumferer Jesus. Med sin korsdød sejrer Kristus over ”ham, som har dødens magt, nemlig djævlen” (Hebr 2,14). ”Døden er opslugt og besejret,” hedder det i Bibelen. Derfor kan den, der følger Kristus, stille det retoriske spørgsmål: ”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (1 Kor 15,54-55).
Hvordan kan Jesu død på korset være en sejr over døden? Det er et paradoks. Det er et mysterium. Man kunne skrive hele biblioteker om dette mysterium, og man ville dog aldrig komme til bunds i det. For det er uudgrundeligt: Kristus er både den, der ofres, og den, der ofres til. Og i den traditionelle kristne liturgi er han desuden den, der ofrer, idet præsten frembærer messeofferet i Kristi Hovedets person.
På krucifikser fra den romanske periode ser man Kristus afbildet som sejrherre. Han står sejrrig på korset med kongekrone på hovedet. Vi kender bl.a. denne sejrende Kristus fra Jellingstenen. I den senere gotiske periode finder man den lidende Kristus på krucifikserne: martret, med tornekrone på det hængende hoved. Men det er ikke desto mindre en sejrspositur, den lidende Kristus hænger i. For hvor uforståeligt det end er for verdslige øren, så er Kristi afmagt hans almagt.
Skriv et svar