Krist Konge, lær os at magte magten!
Vi står over for store samfundsmæssige udfordringer, og derfor bør de Kristus-troende være mere offensive i det offentlige rum.
”Religionen skal ud af det offentlige rum!” Sådan lyder et af sekularismens slagord. En anden sekulær påstand lyder: ”Religiøse argumenter fører til teokrati!” Teokrati betyder ”Gudsvælde” og refererer til en statsform, hvor præsteskabet har magten. Men hvornår i kristenhedens historie var Danmark et teokrati? Svaret er: Danmark har aldrig været et teokrati.
Nok var ærkebiskop Absalon en mægtig herre, men det var dog kong Valdemar den Store, der regerede Danmark. Og nok var kong Christian I så pavetro, at han vakte opsigt ved at knæle ekstra længe for den hellige fader under en audiens i 1474, men det var dog stadig kong Christian og ikke pave Sixtus IV, der regerede Danmark. Ingen tvivl om, at både kong Valdemar og kong Christian benyttede sig af det, vi i dag ville kalde ”religiøse argumenter”, men historien viser med al ønskelig tydelighed, at disse ikke førte til teokrati – altså den form for politisk styre, som sekularister så ofte bruger i deres skræmmekampagner.
Sekularisternes strategi er selvfølelig den simple at slå kristendommen i hartkorn med alverdens dårligdomme inden for såkaldt religion. Og jo, der er nok at tage af – også i nyere historie: hindu-nationalister i Indien, taleban i Afghanistan m.m.
Men historieløshed og selvbedrag er også en del af sekularisternes strategi. For tog man alle de forbrydelser, der blev begået i kristenhedens historie, og stablede man dem oven på hinanden, ville de blegne i sammenligning med de uhyrligheder, som de sekulære samfundssystemer har stået bag i især det 20. århundrede. Jeg tænker her på ting som: rovdrift på naturressourcer, udryddelse af dyre- og plantearter, blodige revolutioner, politiske og etniske udrensninger, tortur, kz-lejre, industrialiseret krigsførelse med bl.a. biologiske og atomare våben m.m.
Når jeg kigger nærmere på grusomhederne i de seneste århundreders historie, har jeg unægtelig svært ved at se, hvorfor sekularisterne mener, at de har den moralske overhånd i forhold til vi kristne.
Penge og sekulær magt hænger sammen
Det moderne, sekulære Rusland styres af gangster-agtige rigmænd, de såkaldte oligarker. Rusland er selvfølgelig et ekstremt tilfælde, men vi må ikke være naive, hvad angår verdens virkelige magthavere. Det er ikke os alle sammen, der lægger mærke til det til hverdag, men det sekulære system regeres reelt af økonomiske interesser. Fundraising er ligefrem en del af den underholdningsværdi, som kendetegner de amerikanske præsidentvalg. Det giver ekstra point i meningsmålingerne, hvis en præsidentkandidat er god til at skrabe penge sammen til sin kampagne.
Penge og sekulær magt hænger sammen. Sådan er det i Rusland, sådan er det i USA, og sådan er det også her til lands. Den 7. maj 2007 stiftede en af sekularismens mest aggressive forkæmpere i Danmark et nyt parti. Det viste sig, at partiet ikke alene er baseret på økonomisk støtte, men at det også får ”politisk vejledning” af repræsentanter fra finansverdenen. Det er denne internationale finansverden, der netop har trukket Vesten ud i en dyb krise – en krise, som truer utallige uskyldige menneskers hverdag.
Vi står dog ikke kun over for store økonomiske, men også over for store økologiske udfordringer, som bør få os til at stille spørgsmålstegn ved sekularismens lyksaligheder. På det sidste har kirkelige ledere som pave Benedikt XVI og patriark Bartholomæus I ført korset med ind i kampen for at undgå det økologiske ragnarok, der truer i horisonten. Det er et glædeligt og nødvendigt initiativ, som bør efterfølges af alle kristne. Personligt mener jeg, at vi Kristus-troende skal være meget mere offensive i det offentlige rum. Og over for sekularisterne må vi utrætteligt bruge vore “religiøse argumenter.”
Dagsaktuel prædiken til Krist Konges fest
For nylig fandt jeg i Katolsk Ugeblad fra den 25. oktober 1953 en prædiken af en anonym sognepræst. Det er en prædiken, som meget apropos kalder de kristne til at lade deres røst høre. Meget er sket siden 1953, men prædikenen er stadig aktuel.
Den kolde krig er overstået, men kampen om verdensherredømmet fortsætter, og den er akkurat lige så brutal, som den var dengang. Danmark deltager aktivt i denne krig, hvor det sekulære Vesten med våbenmagt forsøger at tvinge fremmede folkeslag til at overtage den verdslige kultur. I den forbindelse taler de vestlige politikere meget om menneskerettigheder, men det er en tale, som mister sin troværdighed, når man stiller den op mod f.eks. den umenneskelige behandling af krigsfanger i Abu Ghraib-fængslet og fangelejren i Guantanamo.
Prædikenen er skrevet til Krist Konges fest, som i den katolske kirke traditionelt fejres den sidste søndag i oktober. Det er altså på flere måder en dagsaktuel prædiken, og derfor bringer jeg den her på bloggen. God læselyst!
Krist Konge – grib atter magten
Menneskeheden har – i særdeleshed i de sidste halvandet hundrede år – indvundet en ganske anselig magt: gennem sammenbidt arbejde og sej udholdenhed har man tilvendt sig nyt land på det politiske, økonomiske, tekniske og medicinske område, og det i et omfang, som man næppe nogensinde havde anet. Men ét har man forsømt: at udvikle den moralske styrke i samme omfang. Og af den grund står vi i dag over for det skæbnesvangre spørgsmål: ”hvorledes vil vi være i stand til at forhindre de katastrofer, der er en følge af magtmisbrug? Hvorledes kan vi forhindre misbrug af magt? Hvorledes vil vi være i stand til at ”magte denne magt”?”
Dette er aldeles ikke noget teoretisk spørgsmål. Over vore hoveder hænger atombomben som et Damoklessværd. Vi er alle truet af prestigekamp og udleveret til egoistiske ”overordnede”s forgodtbefindende. Vi er alle udleveret til lægens kniv. Vi oprøres over partimaskepiets rævestreger [...] Og så er der – sidst men ikke mindst – kampen om verdensherredømmet, som angår os alle uden undtagelse.
Vi kristne har også et ”bidrag” at yde til løsningen af dette spørgsmål, ikke blot én løsning blandt så mange andre forslag, men den eneste løsning. Og den hedder Krist Konge! Vi forkynder denne løsning, fejrer den, højtideligholder den og søger at virkeliggøre den efter evne.
Mødet mellem Kristus og Pilatus – som skildres i festdagens evangelium [Joh 18,33-37] – giver svaret på det moderne spørgsmål om tøjlelse af magten. Der eksisterer altså et rige, en magtsfære, der ikke er af denne verden, men som på så mange måder griber over i denne verden og behersker den. Og dette er til megen irritation for denne verdens mægtige – det, at der eksisterer et rige af andre dimensioner end deres, og som stiller krav til deres små riger. Man kan jo nemlig erobre luftrummet, og måske engang endog verdensrummet, men Kristi Rige er uindtageligt.
Hans Rige er sandhedens magtsfære. Og det fremgår af hele virkeligheden, af den kendsgerning, at alt det jordiske ligger i Guds hånd. Sandheden er troværdig og tilforladelig. Det er derfor helt meningsløst at ville fornægte Guds virkelighed – det er ydermere farligt, eftersom verden derved mister sit faste holdepunkt.
Og for at kunne berøve verdens magt dens ødelæggende overmagt har vi behov for Kristi – Pantokrators, Alherskerens – almagt. Vor mest påtrængende anliggende er at underkaste de stores og de smås hjerter hans overherredømme, hans kontrol, for der findes ikke blot tyranner i ledende stillinger men også i det små. Kristus citeres i Bibelen for disse ord: ”Ved mig regerer kongerne,” og Kristi ord til Pilatus: ”Du havde ingen magt, dersom den ikke var givet dig ovenfra,” gælder også ministre, generaldirektører og hvilke titler denne verdens store så end sidder inde med.
Al magt er givet ovenfra, fra Gud, og ikke runden af folkets gunst eller indflydelsesriges protektion. Over enhver ”stor mand” står en endnu større, som endnu en stund lader denne verdens store skalte og valte ret, som om der ingen højere var. Men de undgår ikke hans greb. Og jo mere de brovter med deres magt – det være sig til at korsfæste eller frigive, til at tvinge eller undertrykke – desto højere skal de kristne råb lyde: ”Ve jer, dersom I ikke kan stå til ansvar over for Kristus med jeres dispositioner!”
Krist Konge, lær menneskene at magte den magt, der er gledet dem af hænde, led og styr magten til det fælles vel, tag atter magten til dig, for at denne vor verden må blive frelst.
Sognepræsten
Skriv et svar