Hvide-Krist-oplevelsen
Narkotika tilbyder en kunstigt fremprovokeret transcendens. Sand transcendens finder man derimod i eukaristien.
Den 4. januar 1986 døde en af mine store helte, hardrockpoeten Phil Lynott fra Thin Lizzy. At han kun blev 37 år, skyldtes hans afhængighed af sprut og stoffer. Desværre er han blot en af utallige rockmusikere og -fans, der er faldet som følge af narkomani og alkoholisme.
Jeg tror, at den store trang til at beruse sig i alkohol og narkotika, som bl.a. kendetegner rockkulturen i det moderne, sekulære samfund, er udtryk for en dyb længsel efter at sprænge pansermaterialismens lænker. Det er et oprør mod alle de hæmninger og begrænsninger, som følger med den borgerlige og overciviliserede livsstil. En længsel efter transcendens, en længsel efter at træde ind i en dybere og sandere tilværelsesdimension.
Aldous Huxley og diverse syreprofeter har fabuleret om den narko-relaterede transcendens. Jim Morrison fra The Doors kaldte sig shaman og sang manende om at bryde igennem til den anden side: ”Break On Through (To The Other Side)”. Men det er en naiv drøm om transcendens, og ulykkerne, der er fulgt med den, er næsten ikke til at bære. Morrison, Lynott og tusindvis af andre unge er gået i døden pga. den, mens endnu flere har fået deres liv ødelagt.
Jeg har selv følt denne længsel og opsøgt denne form for kunstigt fremprovokeret transcendens. Den kom aldrig til at virke for mig. Og jeg mistede ikke alene min helt, Phil Lynott, pga. den afhængighed, der uvægerligt følger med den hasarderede brug af narkotika – den kostede også en af mine bedste venner livet. Og det at være med til at bære min vens kiste var en væsentlig årsag til, at jeg omvendte mig.
Nadveren er paradisets måltid
Det lyder måske bagklogt og belærende, men sand transcendens fandt jeg først i kirken. I alterets sakramente, hvor de troende modtager Kristi legeme og blod. Nadveren er noget af det allerhelligste i kristenlivet, og selve ritualet har man fra kristendommens tidligste tid kaldt for eukaristien, dvs. ”taksigelse” – en betegnelse, der er afledt af de ord, som Jesus selv brugte, da han indstiftede nadveren (jfr. Matt 26,17-29; Mark 14,12-25; Luk 22,7-23).
I nadveren oplever jeg en sindets opløftelse, som jeg ikke tøver med at kalde en beruselse. Kirkefædrene kendte også denne eukaristiske rus. ”Hver gang du drikker, modtager du syndernes forladelse, og du beruses af Ånden [...] den, som beruser sig i Ånden, er rodfæstet i Kristus,” skrev Ambrosius af Milano, mens Gregor af Nyssa slog fast, at ”beruselsen er Kristus selv.”
Man skal ikke misforstå dette. Jeg taler ikke om at blive høj, som man bliver høj, når man tager stoffer. Jeg taler om den stille ekstase, hvor man løftes op ad, op mod de himmelske højder, den fredfyldte ekstase, hvor man hæver sig op over tiden og træder ind i tiden uden for tiden, ind i det evige. Jeg taler ikke om narkotikaens kunstige og ukontrollable bevidsthedsudvidelse, jeg taler ikke om drukkenskab og plørethed, men om sand transcendens: indtræden i Paradis. For som Peter Halldorf har udtrykt det: ”Nadveren er Paradisets måltid.”
Epiousios er det græske ord for brød, som evangelisterne anvendte, da de gengav Fadervor, som vi kender det fra Bibelen. Epiousios betyder noget i retning af ”den kommende verdens brød.” Jesus lovede jo sine disciple: ”I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige” (Luk 22,30). Og i eukaristien får vi en forsmag på Lammets bryllupsmåltid (jfr. Åb 19,9) i det himmelske Jerusalem.
Udødelighedens medicin
Min erfaring siger mig, at eukaristien ikke bare er et tomt ritual. Den skænker mig gang på gang en Gudserfaring, som er med til at forankre mig i troen på Kristus. Den er med til at gøre mig til et helt menneske. Jeg har en oplevelse af, at nadveren stille og roligt, søndag for søndag, læger de sår, som jeg pådrog mig i min vilde ungdom. Kirkefædrene kaldte meget sigende nadveren for ”udødelighedens medicin”, og Ambrosius af Milano sagde: ”Den, som er såret, søger efter et lægemiddel [...] vort lægemiddel er det ærværdige og himmelske sakramente.”
Det er ikke bare en følelse, det er en oplevelse i ordets bedste forstand. Oplevelse betød på gammelt dansk noget lidt andet og åndeligt dybere, end vi moderne danskere forbinder med ordet. At opleve betød at ”komme til live”; ordet kunne desuden indgå i sætninger, hvor det betød at ”være indlevet i” noget, eller at ”leve til noget går i opfyldelse; erfare.” Og det er jo alt sammen betydninger, der findes i nadverritualet.
Om eukaristien sagde Kristus som bekendt: ”Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6,53-56).
At være Kristus-bærer
Jeg må bekende, at hvad angår gudstjenesteform, foretrækker jeg den traditionelle katolske liturgi, den såkaldte tridentinske messe. Det er en storladen liturgi. I højmessen stiger højstemt gregoriansk sang op under kirkeloftets hvælvinger, mens de hellige handlinger foregår.
Messen begynder med en procession, hvor krucifikset bæres højtideligt op gennem kirkerummet, op til alteret. Menigheden bestænkes med vievand, og den rige brug af røgelse er med til at give bønslivet en konkret, sanselig udformning. Der ringes med klokker under ritualets højdepunkt – klokkerne understreger alvoren i troens mysterium: at brød og vin forvandles til Kristi legeme og blod. Den tridentinske messe er kort sagt noget af et kultdrama, hvor menigheden deltager med dens bønner og bekendelser. Her oplever jeg virkelig, at den jordiske liturgi bliver ét med den himmelske, som fejres af englenes hærskarer.
Et traditionelt ord for nadver er kommunion. Det betyder ”fællesskab”. For i nadveren forenes alle kristne, døde såvel som levende, i et altomfattende fællesskab. I nadveren har jeg fællesskab med den lille kone, der knæler ved min side, og med troens stormænd som ærkebiskop Absalon. Men vigtigst af alt: i nadveren blander Kristus sig med os, for nu at parafrasere Johannes Chrysostomus.
Når jeg knælende modtager nadverbrødet på tungen, erfarer jeg fællesskabet med Kristus. Jeg kan sige med Paulus: ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,19-20). Kristus Pantokrator, Alherskeren, stiger ned fra sin trone og er til stede i mit liv, i mig. Jeg kalder dette for min Hvide-Krist-oplevelse, for jeg har en mystisk oplevelse af forvandling, en mystisk oplevelse af, at et hvidt legeme vokser frem i mit indre.
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er en stor mystiker. Jeg er sikker på, at de andre troende, der sidder på kirkebænkene, har lignende oplevelser. Men vor blufærdighed forbyder os at tale om det. Og det er heller ikke nødvendigt, for både Bibelen og kirkefædrene har sat ord på det mysterium, som eukaristien er. Og ifølge denne overlevering bliver vi i nadveren ét legeme og ét blod med Kristus. Vi bliver med Cyrillus af Jerusalems ord ”Kristus-bærere [...] når hans legeme og blod gennemtrænger vore lemmer. Så vil vi, efter hvad den salige Peter siger, ’få del i guddommelig natur’ (2 Pet 1,4).”
I de senere år er der blevet gjort en del for at højne den liturgiske bevidsthed på vore breddegrader. Jeg anbefaler i den forbindelse følgende litteratur:
Olivier Clément: Kilder. Kirkefædrene om troens liv. Tekster og kommentarer (Katolsk Forlag/Boedal, 2008)
Peter Halldorf: Duften af hellighed (Boedal, 2008)
Kresten Drejergaard: Den himmelske gudstjeneste (Alfa, 2008)
Joseph Ratzinger: The Spirit of the Liturgy (Ignatius Press 2000)
6 svartil «Hvide-Krist-oplevelsen”
Hey! beliat h fedt indlæg . Hvor kan jeg se den tridentiske messe ?
Kære Bo,
Tak for opmuntringen. Den tridentinske messe fejres den 1. og den 3. søndag i måneden i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade 4, København. Er der lidt af en pilgrim i dig, kan du gå til den tridentinske messe i Lund og Göteborg hver søndag! Du kan læse mere om dette og meget mere på Karl Borromæus Gruppens hjemmeside http://www.tridentinsk.suite.dk/index1.htm .
Jeg vil lige nævne, at den traditionelle liturgi er i stærk fremmarch længere nede i Europa, hvor det nærmest tager form af en ungdomsbevægelse. De præsteseminarier, der oplærer præstekandidaterne i den traditionelle messe, har stor tilgang så stor, at de hvert år får mange flere ansøgere, end de kan optage. Og denne traditionelle bevægelse sker altså i en tid, hvor der ellers er markant tilbagegang af præstestuderende så markant, at flere ordinære præsteseminarier lukkes.
Der foregår altså noget af en traditionel vækkelse blandt især yngre generationer af kristne i Vesten; jeg skal nok dy mig for at slå mig op som spåmand, men jeg antager, at denne vækkelse/bevægelse også vil nå vore breddegrader inden alt for længe.
Den svenske pastor i pinsekirken Peter Halldorf har jo allerede skabt interesse for den traditionelle liturgi, om end det er den ortodokse tradition, han er fortaler for (han fejrer angiveligt den ortodokse Basilius-liturgi på Nya Slottet i Bjärke-Säby). Men faktisk oplever den ortodokse kirke også en øget interesse i Danmark i disse år, ja, der er sågar blevet dannet en dansk-ortodoks menighed i Kgs. Lyngby. Jeg er ret overbevist om, at denne interesse for den ortodokse kirke og dens smukke liturgi også er et udtryk for, at mange søger tilbage til kristendommens rødder.
Til slut lige en kommentar om det at se messen. Den tridentinske messe er for alle sanser, ikke kun synssansen. Eller høresansen. Den er en totaloplevelse. Men det er vigtigt, at man selv deltager aktivt i messen, med sin bøn og sin bekendelse. Pave Pius X udtrykte det således: man skal bede messen.
Den tridentinske messe er altså ikke en performance, man er tilskuer til. Og det er heller ikke præsten eller menigheden, der er i centrum. Det er Gud, der er i centrum. Og i fokus. Og helt personligt må jeg sige, at det er dette stærke Guds-fokus, som gør den tridentinske messe så vigtig for mig. Jeg har set alt for mange moderne og eksperimenterende gudstjenester, hvor det er præsten og/eller menigheden, der fejrer sig selv. Og det siger mig intet!
Alt godt
Peter
Kære P. Beliath,
allerførst vil jeg gerne sige, at jeg med stor interesse læser dine indlæg og følger med her på bloggen.
Jeg har også selv tidligere bekendt mig til den fornnordiske tro og mytologi, som stadig betyder meget for mig – dog nu mere à la Grundtvig – og det var nok dette forhold, der gjorde, at jeg netop faldt over og fandt interesse for din blog, da jeg deler mange af dine synspunkter og nikker genkendende til og er enig i mange af de ting, du skriver med hensyn til asatroen. I dag er jeg medlem af folkekirken, men er især interesseret i økumeni, hvorfor min kommentar:
I din kommentar til Bo ovenfor nævnte du selv, at der findes en dansk ortodoks menighed i Kgs. Lyngby; præsten i denne, pastor P. Sebbelov, har også en blog her på stedet – jeg ved ikke om du kender den – i hvilken jeg har læst en artikel, hvortil jeg godt kunne tænke mig at høre dit synspunkt. Artiklen hedder “Hvorfor måtte Kristus korsfæstes og dø?” og kan findes på følgende adresse: http://ortodoks.religionblog.dk/hvorfor-m-tte-kristus-korsf-stes-og-d—post1107. Indlægget handler om, at man i den katolske såvel som i de protestantiske kirker, ifølge Sebbelov, er mere tilbøjelige til, hvad han beskriver som en “juridisk” tankegang mht. Kristi død som offerlam, Agnus Dei, end i den ortodokse tradition.
Hvad jeg søger, er ikke så meget, om du er enig i dette forhold, men mere at høre din rent personlige holdning til forestillingen om Kristi sejr over Djævlen lørdag før Påske, som kommer til udtryk i artiklen. Grundtvig beskriver denne nedfart, som jo ikke er med i Evangelierne, men nævnes i et af brevene, i salmen “I kvæld blev der banket på Helvedes port”.
Beklager det lidt vel lange indlæg, og hvis det er for meget besvær at gøre blot en kommentar ud af det, så betragt dette som et forslag til et eventuelt senere blogindlæg. Hvis al min snak overhovedet ikke har nogen interesse, er du selvfølgelig også velkommen til helt at overse alle disse mange bogstaver, jeg her har fået sat sammen.
Med venlig hilsen
til år og fred,
Julius S. B. Holst.
Kære Julius,
Tusind tak for dine mange bogstaver. Jeg blev mægtig glad for din kommentar, og jeg håber, at jeg kan give dig et fyldestgørende svar.
Jo, jeg kender Poul Sebbelovs blog. Der er så fantastisk meget godt og smukt og sandt i den ortodokse tradition. Jeg har bl.a. fundet store mængder inspirerende stof på den amerikanske hjemmeside Death To The World, der er et magasin og et outreach-program til mennesker af din og min type. Hvis du ikke kender denne side, så klik ind på: http://www.deathtotheworld.com/ .
Men du har sikkert gættet det: Min Personal Jesus er den sejrende Kristus. Jeg har allerede skrevet lidt om det i mine indlæg Kristus Pantokrator og Kristi afmagt er hans almagt. Jeg har også været inde på emnet med den sejrende Kristus i et indlæg om Kaj Munk og om heavy metal. For mig er Kristus først og fremmest frelser, fordi han har besejret døden. På det punkt stemmer min teologi vist nogenlunde overens med det, som Poul Sebbelov formidler på sin blog. Og det burde heller ikke være fremmed teologi for vore dages kristne i det høje Nord.
For det var den måde, som de kristne førhen betragtede påskens mysterium på. Derfor taler man i kirkehistorien om den sejrende Kristus. Man finder ham afbildet stående i sejrrig positur på de tidligste krucifikser i Norden. Du kender dem garanteret. Ellers søg på nettet eller endnu bedre: besøg Nationalmuseet, så kan du få syn for sagn.
Vore forfædre kaldte denne sejrende Kristus for Hvide Krist, og nej, de var ikke så teologisk vakkelvorne, at de fejlagtigt anså Jesus for at være en krigsgud på linje med Odin og Thor. Der er intet kildebelæg for at hævde, at vore forfædre i den tidlige middelalder ikke var rigtig kristne. Eller for at påstå, at deres Hvide Krist var en babarisk, kvasihedensk forvrængning af den sande Kristus.
Faktisk var deres Hvide Krist, deres sejrende Kristus, i fuld overensstemmelse med kirkefædrene. Gregor af Nazianz beskrev Kristi togt til dødsriget tur/retur således: På den dag kaldtes Kristus tilbage fra de døde, som han havde forenet sig med. På den dag knuste han dødens brod. Han sprængte det dystre helvedes uhyggelige døre og befriede sjælene. På den dag steg Kristus op fra graven og viste sig for menneskene, for hvem han fødtes, døde og opstod fra de døde.
Jeg synes dog, at Sebbelov maler med brede pensler i det indlæg, du nævner. Jeg føler mig selvfølgelig selv bedst hjemme i en teologi, hvor Kristus er dødens/djævlens besejrer, men den juridiske indfaldsvinkel er vel både plausibel og helt legitim og i fuld overensstemmelse med Bibelen, eller hur? Er sandheden ikke, at kristendommen som universel religion rummer et utal af veje og indfaldsvinkler til mysterium Christi? Personligt mener jeg ikke, at den ene indfaldsvinkel kan siges at være sandere end de andre.
Husk, at begrebet katolsk opstod, fordi kirken forstod sig selv som verdensomspændende og altomfattende, hvad angår spiritualitet. Katolsk betyder universel, og det i både horisontal og vertikal forstand; lad mig i den sammenhæng nævne, at jeg har set Kirsten Kjærulff oversætte katolsk til holistisk, hvilket for mig ikke virker helt bælgøjet. Jeg håber, du forstår min pointe med at påpege kristendommens universalitet.
Sebbelov langer også ud efter passionsmystikken, men denne indlevelse i Kristi lidelser har dog været en farbar vej for mange generationer af kristne, og den er strengt taget fint belagt i Bibelen (tjek f.eks. Esajas 53,5-6). Og ikke at forglemme: den er fint belagt af mystikere, som er anerkendt af kirken. Og netop den anerkendelse vejer til i mit syn på den sag.
Lidelse burde slet ikke være noget fremmed for os kristne. Har vi glemt Klagesangene eller Davids råb fra dybet (de profundis)? Sagde Jesus ikke, at hans disciple skulle saltes med ild (=hærdes i prøvelser)? Personligt er jeg meget skeptisk over for lykkepille-kristendom, som helt ekskluderer lidelse og mørke. Er denne dystre og plagsomme side ikke også en del af kristenlivet? Jo, sagde Grundtvig.
Jeg mener desuden, at vi i Vesten har en kedelig vane med at sige enten-eller. Men for mig udelukker den sejrende Kristus ikke den lidende Kristus. Det er bare to forskellige, men absolut ikke uforenelige, sider af den samme Kristus. Husk: Gud er altid kun én!
Uden at have fordybet mig i det, så antager jeg, at det, som Sebbelov gør op med, er den forsoningslære, som Anselm af Canterbury udtænkte i Cur Deus Homo (Hvorfor blev Gud menneske?). Hvis jeg har forstået det ret, så var det denne lære, som Martin Luther byggede videre på, og som derfor kom til at præge evangelisk-luthersk kristendom. Forsoningslæren har måske nok været dominerende i lutherdommen (i hvert fald inden for ortodoksien), men har den været eneherskende? Jeg tvivler.
Det, at Kristus har besejret døden, er en opfattelse, som lever og har det godt hos mange. Så sent som i går aftes hørte jeg en ung kvindes vidnesbyrd i Apostelkirken i København, og hun sagde ordret: Vi sejrer ved hans sejr. Bemærk, at disse ord blev sagt af en luthersk kristen i 2008! Formuleringen minder forresten om Paulus ord i Rom 8,37. Det er altså ikke en teologisk indfaldsvinkel til frelsen, som den ortodokse kirke har patent på. Og kvindens ord blev sagt i en kirke over hvis alter, der hænger et krucifiks med den sejrende Kristus. Både kirken og dens udsmykning er ikke ældre end 100 år. Altså: Hvide Krist lever!
Du nævner Grundtvigs salme I kvæld blev der banket på Helvedes port. Jamen, hvis man synger den salme i folkekirken i dag, er det så ikke et dementi af, at den juridiske teologi er eneherskende? Det skulle jeg mene. Jeg er ikke salmeekspert, men jeg er overbevist om, at det ikke er det eneste eksempel på en teologi, der udspringer af den sejrende Kristus. Findes der ikke en del salmer, der omtaler Kristus som sejrherre?
Med Grundtvig besynger vi i julen Kristus som frelser bold og broder blid bold har samme rod som bald- i Balder, og ordet har i sin oprindelse betydninger som stærk, modig, rask, kæk. Sese. En af mine yndlingssalmer er Johannes Ewalds Udrust dig helt fra Golgata, og den synges altså stadig i folkekirken. Hvad er det, der gør Kristus til en helt fra Golgata, hvis det ikke er hans stordåd i dødsriget? I rest my case.
Min personlige holdning til forestillingen om, at Kristus besejrer djævlen og dermed døden, er altså ret uoriginal: jeg sympatiserer med den, den taler til mig som Guds åbenbarede sandhed. I dette Paulus-år er der ekstra god grund til at mindes apostlens ord om Kristus: han afvæbnede magterne og myndighederne (Kol 2,15). Og hvor fandt/finder denne afvæbning sted, om ikke netop lørdag nat før påske? Og hvert år oplever jeg denne sejr i påskeliturgien i den katolske kirke.
Kære Julius, det blev også til mange bogstaver fra min side. Jeg håber, jeg nogenlunde har besvaret dit spørgsmål. Ellers må du spørge videre. Nu ved jeg jo ikke, hvor du bor, men hvis det er i Københavnsområdet, så kunne vi måske ligefrem mødes en dag og tale videre om det alt sammen?
Alt godt
Peter
Kære Peter,
som du gættede var min kommentar til dig lidt af en fisketur, eftersom jeg jo efter at have læst dine artikler efterhånden er ved at have dannet mig et indtryk af dit syn på sagen; derfor syntes jeg alligevel, at dette emne var spændende at tage op.
Jeg kender godt afbildingerne af Christus Victor, vel især Åby-krucifikset er berømt, men bemærkelsesværdigt er det alligevel, at sådanne afbildinger op igennem middlealderen gradvist udskiftes, så synes det i alle fald mig, af afbildinger af den lidende Kristus, så skønt det var den sejrende Kristus, de gamle nordboere dyrkede, tyder noget på, at de efterhånden glemte ham.
Selvfølgelig var de fleste kristnede nordboere, som du skriver, ægte kristne, omend visse kider fortæller, at en del havde svært ved at kappe de gamle bånd (en underlig fornemmelse, jeg da også selv har oplevet), men skønt de dyrkede en Kristus helt i overensstemmelse med Kirkefædrene, tror jeg nu ikke, der kan herske megen tvivl om, at netop denne legitime forestilling af Ham tiltalte dem i særlig grad, fordi de i Ham (i hvert fald hos den første generation af nye kristne) så en Gud, der som sejrrig drot fortsat kunne stimulere deres vikingetankegang.
Salig Hal Koch skriver i sin “Danmarks Kirke gennem Tiden” s. 27: “I England lærte man samtidig [omkr. Knud d. Store] en kristendomsform at kende, som måtte ligge nordboerne nærmere: Kristus skildredes som den sejrrige konge, der i spidsen for sinde tro mænd (apostlene) stormede dødsriget og plantede sejrsfanen, ikke den lidende men den sejrende Kristus.”
Angående Sebbelovs artikel, er jeg naturligvis ganske enig med dig i, at man ikke bare kan sige enten-eller til denne sag, holde på den ene fremstilling og forkaste den anden, i hvert fald ikke umiddelbart, men det forholder sig imidlertid således, at mange gør det. Nogle vil uden tvivl sige, at det i grunden er ukristeligt, at kærlighedens og tilgivelsens Gud kræver blodoffer for menneskenes synder (en tanke jeg i øvrigt sagtens kan forstå), og andre vil sige, at en, der forkaster læren om Kristus som Guds Lam, men som i stedet ser Ham som den, der døde som menneske for at kunne besejre Djævlen på dennes hjemmebane, umuligt kan kalde sig kristen, men må flirte med en art hedensk dualisme – en kommentar, jeg faktisk mener at have læst udtrykt nogenlunde således.
Ikke desto mindre kommer begge forestillinger til udtryk i traditionen, som du selv skriver; læren om Guds Lam, kan man vel roligt sige, gennemsyrer Biblen, og er vel en af de tykkeste røde tråde, der binder Gammelt og Nyt Testamente sammen, og Nedfarten til Dødsriget har sin vigtige plads hos Kirkefædrene, omend den ikke som sådan optræder i Evangelierne, som også tidligere nævnt.
Dette er måske også en vigtig grund til, at forestillingen ikke fylder nær så meget i den lutherske tradition som i den ortodokse og katolske, selvom Luther ganske vist også har med, at Kristus prædikede for synderne i Helvede.
Som du skriver, har forsoningslæren nok været dominerende i lutherdommen, men en af grundene til, at den ikke har været altdominerende eller i hvert fald har mistet og er i færd med at miste noget af sin dominans, tror jeg, er netop Grundtvig – ikke mindst gennem sine salmer, som han som bekendt fandt inspiration til hos kirkefædrene (og, som nogen har påpeget, især hos dem, der tilhørte den østlige tradition.) Grundtvig gør jo nemlig på flere punkter op med den evangelisk-lutherske kristendom, ved for eksempel at modsige en af Luthers helt store “mærkesager” og idealer, nemlig om at alteret i kirken burde stå på den opslagne bibelbog. Grundtvig mener ikke, at dette kan lade sig gøre, da Biblen jo ikke som sådan er Guds ord, men blot en del af den kristne tradition på lige fod med kirkefædrene, eftersom der var kirke, før der var bibel.
Som reformator i det dølgte tror jeg altså, at Grundtvig især er at takke for, at den evangelisk-lutherske kristendom i hvert fald i Danmark har nærmet sig både den katolske og den ortodokse.
Og det er jeg i hvert fald glad for.
Desværre bor jeg som Ebbe Skammelsen så nør i Thy, hvilket besværliggør andre former for kommunikation end netop denne, men tak, fordi du gider bruge lidt tid på at diskutere emnet, det er skønt!
Venlig hilsen,
Julius S. B. Holst
Kære Julius,
Tak for endnu en interessant kommentar. Det her er en meget givende dialog for mig. Nogle kommentarer fra min side:
Du skriver, at afbildningerne af Christus Victor, som du kalder ham (tak for det begreb!), aftog gradvist op gennem middelalderen. Det har du helt ret i. Men: betød det, at nordboerne hørte op med at se Kristus som kongernes konge? Nej, slet ikke! Tænk på vor vestlige udgave af Pantokrator: Majestas Domini, Herren i majestæt. På en runepind fra ca. år 1300 læser man en bøn til selve Gud Drotten se den på Nationalmuseet.
På Nationalmuseet tager jeg ofte en tur igennem udstillingen med den fantastiske kirkekunst fra middelalderen. Her kan man bl.a. se messehageler, der er prægtige udtryk for en triumfalistisk kristendom. Man kan også se en legemsstor træskulptur af Skt. Georg til hest, der fælder dragen (husker jeg ret, stammer den fra reformationstiden).
Så vidt jeg (som dog ikke er uddannet i hverken teologi eller kirkehistorie, mind you) kan se, så var den heroiske, kæmpende kristendom levende helt op til renæssancen og videre ind i efterreformatorisk tid. Jeg tror altså ikke på, at nordboerne glemte den sejrende Kristus. Og som sagt: han findes altså på krucifikser i de kirker, som Kirkefondet rejste i København for hundred år siden. Jeg har selv opdaget endnu et af dem i Grundtvigskirken i København, der, som du måske ved, er noget af en katedral. Her er Kristi glorie tilmed formet som noget, der har en slående lighed med solkorset fra bronzealderen! Solen bag solen! Der er noget at meditere over her.
Men klart: det er netop min tese her på bloggen, at kristendommen er blevet feminiseret eller måske bedre formuleret: sentimentaliseret. Leon J. Podles har beskrevet denne gradvise proces i bogen The Church Impotent, og han giver dig altså ret, på en måde: sentimentaliseringen begynder netop et stykke inde i middelalderen, hvor der jo også opstod en veritabel kvindebevægelse (ikke at forveksle med de moderne suffragetter eller rødstrømper!).
Podles mener pudsigt nok, at reformationen foruden så meget andet også var et maskulint modtræk til denne feminisering. Jeg ved ikke, om jeg kan give ham helt ret deri, men Luther var i hvert fald en hård hals, og han skrev da som et karlfolk. Alligevel er jeg nok mere tiltrukket af Hildegards og Birgittas mystik end af Luthers ortodoksi. Men igen: det ene burde ikke udelukke det andet. Personligt kan jeg sagtens se det sande i evangelisk-luthersk kristendom samtidig med, at jeg søger inspiration i Hildegards og Birgittas mere spirituelle indfaldsvinkel til det mysterium, som Kristus jo er.
Desuden svarede den katolske kirke jo igen i modreformationen med ret maskuline tiltag som Ignatius jesuiterorden, hvis spiritualitet altså var ret militær så militær, at jesuitterne blev så forhadte af det sekulære samfund, at ordenen til sidst blev lukket ned. Verden har altid hadet og frygtet dem, der er brændende i ånden, og som går forrest i opbyggelsen af Guds rige; tænk blot på den skæbne, som Tempelherrerne og Jeanne dArc fik. Bonhoeffer og Kaj Munk er eksempler fra nyere tid. Jeg ved ikke, hvor bevidst Munk var om Hvide Krist, men i mange af sine prædikener fremstiller han altså Jesus på en måde, der minder om den Krist Konge, som menigheden, der samledes omkring Åby-krucifikset i tidlig middelalder, må have dyrket.
Selvfølgelig er jeg med på, at Hvide Krist (Christus Victor) passede til de netop omvendte nordboeres vikingetankegang. Jeg tror dog ikke, at denne vikingetankegang kan bindes til vikingetiden. Jeg tror, den er til stede i alle mænd til alle tider, i større eller mindre grad. Jeg taler selvfølgelig ikke om trangen til at være sørøver, men om den heroiske drift, som altså i høj grad kom til udtryk i middelalderens ridderskab. Og derfor tror jeg, at den moderne bløde kristendom har mistet sit tag i mændene.
Mænd vil ledes af mænd (siger David Murrow, forfatter til bogen Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd), og det med at have en kvinde som hyrde (=præst, biskop) er noget, som mænd instinktivt undgår. Især når kvindelige præster har mere travlt med at prædike om omsorg og bløde værdier, og med at arrangere babysalmesang og deslige frem for at udstikke et evangelisk projekt, hvor mænd kan bruge deres maskuline biologi til at opbygge Guds rige.
Har du nogensinde set Thorvaldsens skulptur af Johannes Døberen? Det er en rigtig mand. Og sådan tager Johannes og disciplene sig jo også ud i Bibelen. Peter er en type, der blusser af testosteron, og Paulus er jo heller ikke ligefrem nogen sypige, vel? Problemet, som jeg ser det, er: der er opbygget en høj, tyk mur mellem teologi og testosteron. Før den mur rives ned, dukker mændene ikke op i kirken i stort antal. Ja, det er altså min mening.
Nuvel, jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om dine tanker om og indsigter i alt dette med Hvide Krist, maskulin spiritualitet og heroisk kristendom. Er det noget, du også tumler med? Er det et problem, at forfædrenes Hvide Krist i visse øjne minder om en hedensk guddom? Er det et problem for dig? Eller har den lidende Kristus og omsorgskirkens evindelige forkyndelse af bløde værdier været med til at spærre dig vejen for kristenlivet? Har du ideer til, hvad et blogindlæg om Hvide Krist burde indeholde, så sig endelig til. Og har du tips om litteratur om tidlig middelalderkristendom (Christus Victor), så lad høre. Slut for denne gang, Julius. Jeg glæder mig til at høre fra dig igen.
Alt godt
Peter
Skriv et svar