Peter Béliath

Kristus må atter krones til konge i forkyndelsen, og Guds hærfører-egenskaber må igen i fokus, hvis kirken vil møde mændene dér, hvor de er.   

Forleden deltog jeg i en paneldebat om feminiseringen af kirken. Det foregik i P1-programmet Religionsrapport, der blev udsendt mandag den 9. marts. I den forbindelse fik jeg spørgsmålet: hvorfor er kirken blevet feminiseret? Skakmat! Jeg ved det ikke. Det må kirkehistorikere og teologer svare på. Men jeg mener alligevel, at jeg har et bud på, hvorfor flertallet af Vestens mænd ikke længere tiltrækkes af kristendommen. Jeg tror, at det bl.a. skyldes en forandring af Gudsbilledet. Og af Gudsforholdet.     

Gud i det 21. århundrede har mistet sin autoritet, sin myndighed, sin almagt. For de fleste vesterlandske kristne er Kristus ikke længere Pantokrator, Alherskeren, som troner i himlen. Men lyt engang til, hvad profeterne har at sige om Guds væsen i Bibelen. Esajas kvæder: ”Nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6,5). Guds hærfører-egenskaber og kongeværdighed betones igen og igen i Bibelen. Jeremias siger: ”Herren er med mig som en vældig kriger” (Jer 20,11), og Sefanias omtaler Gud som ”helten, der bringer frelse” (Sef 3,17). I Det Nye Testamente bekræfter Jesus, at han er konge (Joh 18,36-37), og i Johannes’ Åbenbaring bærer han titlen ”Kongernes Konge og Herrernes Herre” (Åb 19,16).    

Men er det sådan, vi møder Gud i den moderne forkyndelse? Sjældent, alt for sjældent. Undskyld mig, men det er blevet moderne at portrættere Kristus som noget, der ligner en bonkammerat eller en støttepædagog. Alt for sjældent dyrker vi Herren i Majestæt. I stedet gør vi Kristus til en pocket-size Jesus, en Jesus i lommeformat, som vi kan hive frem, når vi har brug for ham. Vi søger trøst hos Kristus, men vi skændes også med ham. Dom og dogmer er blevet tabuer i vestlig kristendom, for Gud skal ikke bestemme over os. Gud skal servicere os. Vi kristne er Guds børn, javel, men den moderne, frie børneopdragelse har smittet af på vort Gudsforhold.    

Et sådant Gudsforhold tiltrækker de færreste mænd. Hvorfor? Fordi mænd generelt ønsker at følge noget, der er stærkt og myndigt.   

Mandsforbund 
Mænd ønsker at være del af noget, der er større end dem selv. Og mænd vil hjertens gerne indgå i fællesskaber, hvor der er regler og kommandoveje og hierarki, og hvor der skal præsteres noget, hvor der er noget på højkant. Og som altid: finder mændene ikke sådanne fællesskaber i kirken, så finder de dem andre steder. F.eks. i sportsklubberne eller i erhvervslivet.    

For tiden er der angiveligt stor tilstrømning til diverse bander. Disse bander har strenge regler samt et hierarki og en autoritær ledelse – og vigtigst af alt: banderne har et projekt, en sag, som der skal kæmpes for. En sag, som er farlig og risikabel.    

Bandernes sag kan næppe kaldes hellig. Ligesom sportsklubberne og de teams, som erhvervslivet organiserer sig i for tiden, ikke just åbner Himmerigs porte. Men banderne er opstået i tomrummet efter de mandsforbund (ridderordner, laug, gilder etc.), som oprindelig var baserne, hvor mænd forsamledes i kristenhedens tid. Det var bl.a. i sådanne fællesskaber, at kristendommen fik sin maskuline udformning. Det var i sådanne fællesskaber, at kristendommens heroiske side blev opøvet, og det var her, at den stridende kirke voksede sig stærk og modstandsdygtig.  

Indrulleret i Kristi hær  
Den stridende kirke er ikke et populært begreb i moderne vestlig kristendom. Men lige siden oldkirkens dage har de kristne anset kirken på Jorden for at være i strid. Og derfor taler man i den kristne tradition om ecclesia militans, den stridende kirke.    

Man skal læse Bibelen meget selektivt for ikke at støde på den kristne strid. Kampelementet går igen mange steder, både i Det Nye og Det Gamle Testamente. F.eks. lærte Jesus sine disciple: ”Kæmp for at komme igennem den snævre port” (Luk 13,24). Og i sine breve opfordrede apostlen Paulus de kristne til at iføre sig ”Guds fulde rustning” (Ef 6,11), til at stride ”troens gode strid” (1 Tim 6,12) og til at ”lide ondt som Kristi Jesu gode soldat” (2 Tim 2,3).    

Hvor kontroversielt det end må lyde i moderne øren, så har mange af vestkirkens begreber sin rod i militærsproget. Tænk blot på et centralt begreb som mission, der stadig bruges om militære opgaver. Sakramente er afledt af sacramentum, det latinske ord for en soldatered. Og dertil kommer, at de kristne fra gammel tid har betragtet bøn og faste som deres stærkeste våben. Så bevidstheden om at være i strid har været en integreret del af den kristne tro lige siden oldkirken.  

Sprogforskere mener tilmed, at endelsen –iani i christiani (det latinske ord for ”de kristne”) var en betegnelse for en gruppe soldaters tilhørsforhold til en bestemt hærfører. De kristne var altså indrulleret i Kristi hær. Det er naturligvis ikke en hær i verdslig, voldelig forstand. Det er en hær, der kæmper mod de kræfter (djævlen, verden, kødet), der søger at adskille mennesket fra Gud og hans vilje, og det er mindst ligeså meget en indre som en ydre kamp.     

Kristus besejrer de onde magter  
Der findes en meget sigende mosaik fra ca. år 500. Den stammer fra ærkebispekapellet i Ravenna, Italien, og den viser Jesus klædt i romersk feltherrekappe. Her er Jesus den såkaldte Christus militans, den kæmpende og sejrende Kristus. Han træder magtfuldt en løve og en slange under fode (jfr. Sl 91,13) – det symboliserer, at den kristne Gud besejrer alle onde magter, og det gør han i kraft af det kors, som han bærer i sin højre hånd. I sin venstre hånd holder han en opslået bog, hvor siderne prydes af et citat fra Johannesevangeliet: Ego sum via, veritas et vita – ”Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6).  

Det bibelske grundlag er i orden. For også i den hellige skrift besejrer Kristus de onde magter. Kristus er kort sagt den mægtigste, eller som han selv udtrykker det: ”de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed” (Matt 24,30).   

Jeg er overbevist om, at det er et Gudsbillede, som mænd har lettere ved at identificere sig med end den moderne kammerat Jesus. Mit bud lyder derfor: Kristus må atter krones til konge i forkyndelsen, og Guds hærfører-egenskaber må igen i fokus, hvis kirken vil møde mændene dér, hvor de er.