Peter Béliath

Inde bag den sentimentale baby-ficering af Gud, som er så typisk for den moderne jul, skjuler der sig en stærk sandhed.

I julen fejrer vi kristne Jesu fødsel. Selve inkarnationen, det at Gud valgte at blive kød, at han lod sin søn føde af Jomfru Maria, er unægtelig noget af et mysterium. Og vi moderne mennesker glemmer da også let, hvad det præcis er, at julen handler om – der er nemlig mange ting, der distraherer os, som leder vor opmærksomhed væk fra julens oprindelige ånd.

For julen er blevet en materialistisk stresstid, og december er blevet en måned, hvor de kommercielle interesser fejrer deres saturnalier. Så er det godt at læse kirkefædrene, for hos dem finder man den tidlige kristendoms spirituelle alvor.

Det kan være svært for os at forstå, hvorfor Gud steg ned fra sin himmeltrone og blev et menneske, som delte vilkår med os. Men Irenæus af Lyon (ca. 130-ca. 208) har givet os et evigtgyldigt svar: Jesus lod sig føde, for at vi kunne blive ”adopteret som Guds sønner”.

”Meningen med inkarnationen er at oprette et fuldt fællesskab mellem Gud og menneske, for at mennesket i Kristus skal blive Guds barn og finde udødeligheden, det som kirkefædrene ofte kalder for ”guddommeliggørelsen”. Det betyder ikke, at det menneskelige fjernes, men at det bliver fuldkomment i det guddommelige liv, for mennesket er kun et sandt menneske i Gud,” uddyber Olivier Clément i Kilder. Kirkefædrene om troens liv. Tekster og kommentarer (Katolsk Forlag/Boedal, 2008, side 34).

Irenæus forklarer inkarnationen således:

”Dette er grunden til, at Guds Ord blev kød, og at Guds søn blev menneskesøn: for at mennesket skulle indgå et fællesskab med Guds Ord og blive Guds barn. Vi kan jo ikke få del i udødeligheden uden at være tæt forenet med den udødelige. Hvordan skulle vi have kunnet forene os med udødeligheden, hvis den ikke var blevet som os, for at det dødelige væsen kan optages i den, og sådan at vi bliver adopteret som Guds sønner?”

Inde bag den sentimentale baby-ficering af Gud, som er så typisk for den moderne jul, skjuler der sig en stærk sandhed. Og denne sandhed ønsker jeg at have i tankerne, næste gang jeg er tilskuer til krybbespil og deslige. Gregor af Nazianz (ca. 330-ca. 390) beskriver ligefrem Kristi fødsel i stalden i Betlehem som ”denne dags storhed”. Hvad er det da for en storhed? Gregor forklarer:

Den ulegemlige inkarnerer sig, Ordet bliver kød, den usynlige bliver synlig, den urørlige kan føles, den tidløse begynder, Guds søn bliver menneskesøn. Det er Jesus Kristus, altid den samme, i går, i dag og i evighed …

Dette er den højtid, vi fejrer i dag, Guds komme til menneskene, for at vi skal komme til Gud, eller snarere – hvilket er mere præcist – for at vi skal vende tilbage til ham. For at vi, idet vi aflægger os det gamle menneske, iklæder os det nye, og at vi, på samme måde som vi er døde i Adam, ligeledes lever i Kristus, fødes med ham og genopstår med ham. …

Dette er ikke et skabelsens, men et genskabelsens under. … For denne fest er min fuldendelse, min tilbagevenden til det første stadie, til den oprindelige Adam. …

Ær Kristi fødsel, som befrier dig fra det ondes lænker. Ær dette lille Betlehem, som giver dig paradiset. Hav ærefrygt for denne krybbe, for på grund af den bliver du, som ikke har nogen mening (logos), næret med den guddommelige mening, med selve det guddommelige Logos.