Peter Béliath

Vi kristne må erkende, at der følger et tungt ansvar med den forvalterrolle, som Gud har givet os i forhold til jorden og dens mange skabninger.

Der er ingen tvivl om, at kristne har deltaget i og stadig deltager i rovdriften på jordens ressourcer og den generelle ødelæggelse af naturen, som den moderne, tekniske civilisation har stået for i de seneste århundreder.

Vi kristne har været alt for tilbøjelige til at lade os rive med af pansermaterialismen. Vi har været for ivrige efter at gøre vor tro abstrakt og ”privat”. Og vi har været så lunkne, at vi har været villige til at gå på kompromis med vor religion og det ansvar, som følger med troen på Kristus.

Derfor har der efterhånden åbnet sig en åndelig afgrund mellem os og de første kristne. Heldigvis er der ansvarlige kristne, som nu – i forbindelse med klimatopmødet i København (COP15) – peger på de kristnes ansvar over for Guds skaberværk.

Men er det ikke underligt, at vi moderne mennesker, hvad enten vi er kristne eller ej, i det hele taget skal til at ”opdage” og ”opfinde” en ansvarlig levemåde? Jeg mener: vi moderne mennesker roser os jo af at være klogere end alle tidligere generationer. Men når vi i dag besinder os og kigger på de ødelæggende spor, som vi har trukket hen over jorden, må vi så ikke erkende, at vi har lidt af en indbildskhed af babylonisk tårnhøjde?

Så vidt jeg kan se, har vi gjort os selv til guder – samtidig med, at vi har opført os som forkælede børn, der ikke kan se ud over deres egen næsetip. Vi har stort set haft nul respekt for de livsformer, der omgiver os, og vi har da slet ikke tænkt på, at vi burde efterlade vore efterkommere andet end en slumplanet.

Moder Jord, Søster Vand og Broder Vind

Jeg bilder mig ikke ind, at kristne pr. automatik er bedre eller klogere end andre mennesker. Men i disse dage undrer jeg mig alligevel over, at vi nu skal til at genopdage en spiritualitet, som var en selvfølge for vore kristne forfædre.

Hos en kirkefader som Hilarius af Poitiers (315-367) finder man således en bevidsthed om, at jorden er ”det guddommelige skaberværk”, og at ”Gud findes i [de skabte ting] og uden for dem, at han er hinsides og inden i dem, at han er større end og bor i alle ting.” Naturen er altså ikke bare død materie, den er beåndet.

Jeg mener, at vi kristne må finde tilbage til disse åndelige rødder. Vi må helhjertet åbne os for Bibelens budskab. Og i den sammenhæng må vi erkende, at der følger et tungt ansvar med den forvalterrolle, som Gud har givet os i forhold til jorden og dens mange skabninger (jfr. 1 Mos 1,26; Hebr 2,7-8 m.fl.). For er det ikke naivt at tro, at menneskets brutale fremfærd på jorden er omkostningsfri? Bibelen fortæller i hvert fald, at Gud vil ”ødelægge dem, der ødelægger jorden” (Åb 11,18).

Heldigvis findes der for tiden en kristen reaktion mod det åndløse syn på naturen. Det betyder f.eks., at Frans af Assisi (1182-1226) er en af vore dages populæreste mystikere. I en tid, hvor der daglig udryddes dyrearter på jorden, er der meget at lære af den hellige Frans. For Frans betragtede dyrene som både besjælede og beslægtede væsner. Frans var i besiddelse af en kosmisk bevidsthed, der var en indianer værdig. I sin berømte ”Solsang” lovpriser han bl.a. Moder Jord, Søster Vand og Broder Vind.

Frans af Assisi er kort sagt et åndeligt fyrtårn midt i en pansermaterialistisk smogtid.