Peter Béliath

For mig handler fasten ikke så meget om at gå sulten i seng, som om at fokusere på helten fra Golgata: Jesus Kristus. 

Fasten er en tid til kamp og opgør. Personligt kæmper jeg med min frygt og min tvivl, og efter bedste evne gør jeg op med selvbedrag og synd: alt det, der skiller mig fra Gud. Fasten er en god anledning til at bekæmpe dårlige vaner, herunder spisevaner og trangen til bestandigt at proppe sig med verdslige stimuli. Men for mig handler fasten ikke så meget om at gå sulten i seng, som om at genoprette mit fokus på helten fra Golgata: Jesus Kristus.

Kun ved at betragte livet i lyset fra Kristus kan jeg udholde mørket i denne verden. Det er jo en kendsgerning, at livets udgang er dyster. For enden af ethvert menneskes livsforløb venter som bekendt døden. Og dødens grimasse kan være skræmmende. Men fordi jeg er kristen, er dødningehovedet ikke en skræmmemaske, som har magt over mig. Dødningehovedet, kraniet, hovedskallen er derimod et trofæ, Kristi trofæ. Dét lærer jeg hvert år i fasten.

I fasten zoomer jeg ind på korsfæstelsesscenen: gennem de umenneskelige lidelser strakte Jesus armene ud i sejrspositur, da han blev korsfæstet på Golgata. Golgata er et aramæisk ord, som betyder ”hovedskalstedet”, og det var hér, Kristus triumferede. Det var på dødningehoved-bjerget, at Kristus besejrede døden.

Sejrens strålende lys

”Han så frem til sejren.” Sådan indleder Charles Nielsen en af sine fastemeditationer i bogen Ecce homo. Daglige andagter i fastetiden (Dansk Traktatselskabs Forlag, 1939). Nielsens bog er et stærkt eksempel på en maskulin spiritualitet, hvor der fokuseres på Christus Victor, den sejrende Kristus, dødens overmand. Og derfor hører bogen til min yndlingslæsning i fasten i år. Nielsen skriver bl.a. (side 17ff.):

Han så frem til sejren. Håbet lyste for ham, da han begav sit ind i mørket. Derfor kunne han også trøste sine venner med håbets trøst.

Det var ikke blot i lidelsesnatten, at han således så frem til sejren. Hele hans liv i en syndig verden, al modsigelsen imod ham fra dem, han kom for at frelse, korsets dybe skygge, der lå hen over alle hans dage – alt det havde ikke været il at bære, hvis han ikke bag ved det alt sammen havde set sejrens strålende lys.

Denne sejrsbevidsthed måtte han fastholde i tro. Den blev så vist angrebet hårdt nok fra alle sider. Men han, som er ”troens begynder og fuldender”, holdt fast ved sejrstroen og lod den aldrig falde. [...] Aldrig veg han tilbage – end ikke, når døden havde talt, den, som jo plejer at have det sidste ord.

Han kendte sin magt, følte sit kalds højhed, levede i sønnekåret hos den Almægtige og vidste, at alle ting var ham overgivne af hans fader.

Alle fjenders stormløb mod Jesu tro på sejren var forgæves [...] for Jesus vidste, at magten var en gave til ham fra Gud, ikke noget, han selv havde taget. Denne ydmyghed går sammen med hans vished om sejren og hjælper ham over for al fristelse. Også over for sin egen dybe nød fastholdt han troen på sejren. Hans forudsigelser om lidelsen og døden ender alle med henvisning til opstandelsen. Og i flere af sine lignelser om Riget skildrer han sig selv som Herren, der kommer tilbage med sejren til frelse for sine venner, til dom over sine fjender.

Men troen på sejren måtte han kæmpe sig til at fastholde. Ofte mærker vi, at denne kamp har været hård. Hans sjæl skælver og sitrer i angst. [...] Dybest gik anfægtelsen og hårdest var kampen i Getsemane og i mørkets timer på Golgata.

Men Getsemanekampen gav ham kraften til at stå som den stille, stærke sejrherre både over for jødernes råd og over for Pontius Pilatus, Herodes, soldaterne og den larmende hob, der råbte: ”Korsfæst, korsfæst!”

Og kampen i nattemørket på korset endte med sejrens råb: Det er fuldbragt.

I det lidende, blodige ansigt, der vender sig mod os fra korsets træ, ligger sejrens ro og kraft bag ved al strid og afmagt.