Stands klapjagten på katolske præster

Det forlyder nu, at der også er begået seksuelle overgreb mod børn og unge i den katolske kirke i Danmark. Derfor retter mistænkeliggørelsens projektør sig for tiden mod katolske præster her i landet. Medierne fisker i rørte vande og opfordrer folk til komme med anonyme tip om kirkens præster.

For nylig så Berlingske Tidende sig ikke for god til at bringe en anonym persons anklager mod en unavngiven præst, som ikke havde nogen jordisk mulighed for at forsvare sig mod det, der måske/måske ikke er falske beskyldninger. Og straks gik der sport i at gætte sig frem til, hvem den anklagede præst mon er.

En kvinde, som ligeledes fik lov til at optræde anonymt i pressen, beskyldte en anden præst for et seksuelt overgreb; også denne anklage gav rungende genlyd i medierne. I går meddelte kvinden så, at hun trækker sin anklage tilbage. Det må være usandsynlig hårdt at være præsten, som skal udsættes for denne form for injurierende kispus i medierne. Men erfaringerne viser jo, at retssikkerheden sættes ud af kraft, når sensationsjournalisterne tager ordet.

Pressens stakåndede rapporter appellerer selvfølgelig til læsernes/seernes/lytternes fordomme mod den katolske kirke. Propagandaen fra reformationen sidder stadig dybt i den danske folkesjæl, så journalisterne har let ved at score nogle billige point.

Men værre er det, at journalisterne går så nådesløst frem uden at forstå, at der er mennesker inde bag præsteklædningen. Mediernes hvileløse søgen efter pædofile præster har sin pris. Konsekvensen er bl.a., at en ellers robust præst nu har meldt sig syg på grund af den mistænkeliggørelse, som han og hans kolleger udsættes for i medierne. Er det den form for retfærdighed, som Berlinske Tidende & Co. ønsker?

Indrømmet: medierne har været stærkt medvirkende til at nedbryde kirkens uacceptable modvilje mod at tage de nødvendige initiativer til at få stoppet sexmisbruget af børn og unge. Og det skal medierne have tak for. Men det anonyme angiveri i pressen er ikke vejen frem. Domfældelsen af pædofile præster i Danmark skal ikke ske i sensationshungrende medier, men ved domstolen. Og det er de udpegede myndigheder, der skal efterforske sagerne. Derfor må pressens klapjagt på katolske præster standses.

Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.