Er kristendommen kvindefjendsk?
Kirkehistorien bevidner, at kristendommen alle dage har været umådelig populær blandt kvinder.
Mange hedninge og ateister er enige om én ting: kristendommen duer ikke. Deres argumenter for, hvad der præcist er i vejen med den kristne religion, kan variere en del. Men én af de mest almindelige anklager mod den kristne tro er, at den er kvindefjendsk. Oven i dette kommer så det synspunkt, at kristendommen mangler den moderlige side, som de gamle hedenske religioner angiveligt var i besiddelse af.
Jeg benægter ikke, at kvinder (såvel som mænd) er blevet undertrykt i Kristi navn. Men jeg håber med dette indlæg at kunne nuancere det billede, som de antikristne kritikere tegner af kristendommens kvindesyn.
Guds moderlige side
Det er sandt, at de kristnes treenige Gud omtales i maskuline termer i både Bibelen og i diverse trosbekendelser: han er både Fader og Søn. Men gør det automatisk kristendommen kvindefjendsk? Og har den kristne tro virkelig ingen omsorgsfuld, moderlig side? Lad os give spørgsmålet videre til en af kirkens første og største autoriteter, kirkefaderen Klemens af Alexandria (140-ca.220):
”Gud er Fader i kraft af sin hemmelighedsfulde guddommelighed. Men den kærlighed, han nærer til os, gør ham til en moder. Faderen bliver kvindelig ved at elske.”
Citatet er hentet fra Olivier Cléments bog ”Kilder: Kirkefædrene om troens liv. Tekster og kommentarer” (Katolsk Forlag/Boedal, 2008). Clément slår i denne forbindelse fast, at især det guddommelige mysterium befinder sig ”hinsides modsætningen mellem det mandlige og det kvindelige; det sammenfatter begges symbolik. Bibelen bevidner flere steder Guds moderlige kærlighed, og den taler om hans barmhjertige skød, rahamin, i betydningen livmoder. Johannes nævner ”Faderens favn.” Gud er altså på én gang far og mor, og Salomos Oder [en samling hymner fra det 2. årh.] betegner Sønnen og Ånden som de to bryster, som nærer os med udødelighedens mælk” (side 62).
Kirkefædrene: mænd og kvinder er lige
Clément pointerer også, at den tidlige kristendoms teologer og åndelige forfattere bekræftede ”mandens og kvindens fuldstændige ligestilling” (side 256). Klemens af Alexandria udtrykker det således: ”Kvinden har den samme åndelige værdighed som manden,” mens kirkefaderen Origenes (185-253/4) fastslår: ”Den guddommelige Skrift sætter ikke manden og kvinden i modsætning til hinanden efter deres køn. Kønnet udgør ingen forskel over for Gud.”
Vi må huske på, at ikke bare manden, men også kvinden er skabt i Guds billede (1 Mos 1,27). ”Kvinden er Guds billede i lighed med manden,” skrev Gregor af Nyssa i det 4. århundrede. ”Kønnene har samme værdi. De er lige i dyd og lige i kamp … Skulle en mand mon være i stand til at konkurrere med en kvinde, som lever et energisk liv?”
Basilius den Store (329-379) betonede, at kvinderne har en vigtig funktion i den stridende kirke: ”Apostlenes ord gælder ikke kun mændene, for kvinderne hører også til Kristi krigerskare i kraft af deres sjælsstyrke … Mange kvinder har udmærket sig i lige så høj grad som mændene i den åndelige krig, nogle endda mere … Det var ikke kun mænd, som fulgte Jesus, men også kvinder, og han lod sig i lige grad hjælpe af kvinder og mænd.”
Kvinder i kirkehistorien
Der findes kirkehistorikere, som mener, at kvinder udgjorde hovedparten af de kristne konvertitter i kirkens første århundreder. Det er en påstand, som hviler på et skrøbeligt grundlag, men kirkehistorien bevidner i hvert fald, at kristendommen alle dage har været umådelig populær blandt kvinder. Ofte har mødre og hustruer desuden været direkte eller indirekte medvirkende til, at mænd har omvendt sig. Det er således sigende, at Vestens måske vigtigste kirkefader, Augustin (354-430), blev kristen bl.a. via indflydelse (og forbøn) fra sin mor Monica.
Kristendommen ville næppe have fået så stor en udbredelse i Vesten, hvis det ikke var for dronning Clotilda – det var nemlig under påvirkning fra hende, at den frankiske kong Chlodevig lod sig døbe i 498. Dette blev et historisk vendepunkt, som gjorde, at de øvrige germanske folk i de kommende århundrede forlod hedenskabet og arianismen til fordel for den katolske tro. Det var for resten også en kvinde, der lod den første kirke bygge på Grønland – hun hed Thjodhilde og var gift med den legendariske Erik den Røde.
Kvinderne spillede en central rolle i den tidlige kristendom, hvor der fandtes ”karismatiske ammaer, åndelige mødre, som på lige fod med fædrene – abbaerne – skelnede mellem ånderne og så ind i sjælene” (Clément, side 257). Middelalderens kirke fostrede en del kvindelige mystikere som Hildegard af Bingen (1098-1179), Juliana af Cornillon (1193-1258), Birgitta af Vadstena (1303-1373) og Katarina af Siena (1347-80). Disse hører sammen med f.eks. Teresa af Avila (1515-1582) og Teresa af Lisieux (1873-1897) blandt de mest populære kristne mystikere den dag i dag. Katarina af Siena og Teresa af Avila er sågar optaget i rækken af katolske kirkelærere.
For os nordboere er det værd at bide mærke i Birgittas rolle i middelalderens kristendom. Hun fungerede som en slags åndelig vejleder for den svenske kong Magnus Eriksson, hvis måde at regere på, hun af og til kritiserede skarpt. Birgitta stiftede også en klosterorden, der stadig eksisterer. I 1999 blev hun af pave Johannes Paul II gjort til Europas værnehelgen.
Som kuriosum kan nævnes, at den danske dronning Margrethe I (1353-1412) var så betaget af Birgitta, at der på hendes foranledning blev grundlagt hele to birgittinske klostre i Danmark – og dermed opstod byerne Maribo og Mariager. Apropos Margrethe I: er det ikke pudsigt, at første og eneste gang, Danmark er blevet regeret af en kvinde, var i den udskældte middelalder, hvor kristendommen gennemtrængte alt, selv det politiske system?
Kvinder i moderne kristendom
Moderne kristendom kan vist ikke ligefrem beskyldes for at være kvindeundertrykkende. Faktisk er der opstået en kristen mandebevægelse, som forsøger at danne modvægt til den feminisering af kristendommen, der begyndte med den såkaldte Frauenbewegung i højmiddelalderen.
I dagens kristendom står kvinderne stærkt – tænk blot på det store forbillede, som Moder Teresa er blevet i vide kredse. I protestantiske trossamfund har man for længst accepteret kvindelige præster. I danske medier repræsenteres kristendommen i dag ofte af Kathrine Lilleør, Iben Thranholm og andre markante debattører. Og blandt de mest gennemslagskraftige karismatiske prædikanter på den internationale scene finder man kvinder som Joyce Meyer. Og sådan kunne man blive ved. Og ved.
